Sitemap23 Dansk flag | GB flag | DE flag |

mindesten Chr. Berg Bovbjerg
 
 
 
 
 
 
 

 

 

Mindesten

Mindesten fastholder erindringen om et menneske eller en begivenhed. Nogen gange er det noget, som er helt glemt i nutiden; andre gange noget, som alle kender til. Men mindesten har altid en historie at fortælle, som er værd at høre på. Mindesten hører fortiden til. Måske har vi ikke længere nogen fælles fortællinger?
På Bovbjerg står der tre mindesten. Den ældste er ”Kongestenen” fra 1826 lige vest for fyret, den næste er mindestenen for C. Berg fra 1902 inde på marken nord for fyret, og den yngste er mindestenen for C.F. Grove ved parkeringspladsen nord for Ferring By. Man kan gå eller cykle fra den ene til den anden.

Kongestenen
Lige vest for fyret ligger en stor høj med et mindesmærke for kong Frederik den Sjettes besøg på Bovbjerg i 1826 og 1830. Han besøgte egnen for at se på de uheldige virkninger af Aggertangens gennembrud i 1825. Der var altså tale om en naturkatastrofe af et sådant omfang, at vi for første gang i Danmarkshistorien hører om en konge, der rejste helt til Vestjylland for at se tingene med egne øjne.
I 1859 var H.C. Andersen på besøg på Bovbjerg, hvor han blandt andet så denne mindesten. Han skrev i sin dagbog: Vi kjørte nu ¾ Mil ud til Bovbjerg hvor en Obelisk for Frederik den 6 staar, men Kobberindskriften er pillet ud, jeg skrev mit Navn der.
Det kunne gå med H.C. Andersen, men ellers vil vi helst ikke have, at folk skriver deres navn på mindestenen!
Den store høj er i sig selv et mindesmærke. Det er en gravhøj fra Ældre Bronzealder (1800-1100 før vor tidsregning). I bunden af højen er der antagelig et gravsted, hvor der kan være knogler og tænder fra den døde, rester af tøjet og måske nogle ting, som har tilhørt den døde. Der er gået en mængde græstørv til at bygge så stor en høj. Det er den vestligste oldtidshøj i Danmark, og måske har den en sammenhæng med det vejforløb, som man kalder Oldtidsvejen og som kan spores i landskabet fra Dybe Å ind mod Viborg og derfra sydpå – netop gennem en stor koncentration af oldtidshøje.
Hvis du vil vide mere om Kongestenens historie, så kig her.

Mindesten for C. Berg
Christen Bergs mindesten står på et højdedrag nord for fyret. Man kan gå derind ad et spor i marken fra fyrets P-plads og videre ad et markskel vestpå til det sorte sommerhus. Den store sten syner godt i det åbne land.
C. Berg var venstrepolitiker og repræsenterede bønderne i de voldsomme politiske kampe i 1880erne. Han var født i Fjaltring og levede fra 1829 til 1891. Hans mindesten på Bovbjerg blev rejst den 23. juni 1902 på ét års dagen for ”Systemskiftet”, det vil sige den dag, da partiet Venstre for første gang fik den politiske magt i landet. Hans parti rejste mindestenen på det allerhøjeste sted på Bovbjergknuden. Det skulle være et sted ”hvor andre end vestjyske bønder har færdedes”, blev det sagt i en tale ved afsløringen af stenen, og det skulle vel at mærke være højere oppe end den mindesten, der står ved fyret for kong Frederik VI’s besøg. Indskriften på stenen: ”Gaa aldrig paa Accord med Uretten” er C. Bergs valgsprog. I den lokale bevidsthed er Bovbjerg et billede på den vestjyske karakter, der står stejlt og trodser overmagt. Med sin placering er stenen således et flot udtryk for frihed, udblik, styrke og rodfæstethed i det vestjyske bondeland – værdier som partiet Venstre stod for i kampen om den politiske magt omkring 1900.
Hvis du vil vide mere om C. Bergs mindesten, så læs her:

Mindesten for C.F. Grove
Lige ud for Høfde 1, der i dag er bygget af store betonblokke, står en mindesten for C.F. Grove. Stenen er rejst i sommeren 1922. Grove er på stenen mindet som den, der tog initiativet til kystsikringen på Vestkysten. Men han var også fyringeniør og stod for opførelsen af en række fyr, blandt andet Bovbjerg Fyr. Rundt om den centrale sten med Groves navn står en række mindre sten med årstal på. De fortæller om nogle af de stormfloder og gennembrud, der har været i Danmark, Holland og Nordtyskland fra Middelalderen til slutningen af 1800-tallet.
Så monumentet er altså både et minde over en mand, over den danske kystsikrings begyndelse og over en række stormfloder – faktisk et mindesmærke for ”Kampen mod havet”.
Hvis du vil vide mere om C.F. Groves mindesten, så kig her: