Strandinger og redningsvæsen

Barken ”Capella” af Arendal
Gå ned ad trappen ved P-pladsen i Ferring By og ud på Høfde B, som ligger lige syd for nedgangen. Hvis du er meget heldig, og vandet er klart og stille, kan du umiddelbart syd for høfden skimte vraget af et skib. Det ligger fra 5 til 30 meter ude i havet, vanddybden falder hurtigt, så der er 5-6 meter vand ved vraget, som ligger i et hul i havbunden. Dykkeren Gert Normann fortæller, at han i 2007 har været nede ved forenden af vraget og har kunnet mærke stævnen med ankrene. Han har også kunnet følge en stor jernmast, der ligger fra vragbunden og udefter. Man skal ikke forsøge at gøre ham kunsten efter; det er livsfarligt for en ukyndig at svømme i havet omkring høfderne.
”Capella” forliste i en brandstorm ved 9-tiden om aftenen den 22. november 1903. Det var umuligt at hjælpe besætningen. I løbet af bare 5-10 minutter brækkede skibet midt over, og hele mandskabet på 19 mand druknede. Næste morgen kunne man se det sørgelige syn oppe fra klinten – det sønderslåede vrag med forrevne rester af sejlene på den forreste mast. De druknede søfolk drev i land i de følgende dage ved Trans, Fjaltring og Thorsminde. Fra vraget væltede mængder af planker ud, så mange at bølgerne ikke kunne bryde for det. Det blev alt sammen solgt på auktion.
Folk i Ferring var af den mening, at skibet havde været påsejlet eller været læk, og at besætningen derfor med vilje havde valgt at styre direkte mod land i håb om frelse. Inde fra land kunne man nemlig se, at skibet sejlede ”under Bovbjerg Fyr”, det vil sige på skrå ind mod land, og at man derfor i lang tid havde kunnet se fyrets advarende lys ude fra skibet. Desuden affyrede man ude fra skibet uafbrudt nødblus lige fra det øjeblik, hvor strandvagten observerede skibet, og til det stod på revlen.
Peter Hansen fra Ferring oplevede ”Capella”s forlis i 1903 – læs hans oprivende beretning: klik her.

”Jernkysten”
Alle søfolk gjorde klogt i at læse i lodsbogen. De danske farvande var beskrevet i Danske Lods, og her stod der om den jyske vestkyst i 1866: ”Denne kyst er en jernkyst, uden havne og tilflugtssteder, hvilken skibe derfor i almindelighed bør undgå med alle vinde, der ikke blæse fra landet”. Selv i nutiden kan man se de store skibe holde sig langt ude på havet, når det blæser fra vest og nordvest, mens de går meget tættere på land, når det blæser fra øst, altså fra land.
I 1852 blev der oprettet et landsdækkende redningsvæsen i Danmark, og fra nu af havde man redningsbåde og raketapparater inden for rækkevidde, når der forliste et skib. I Ferring blev der oprettet redningsstation i 1860. Redningshuset ligger stadig på Redningsvej i Ferring By; det er dog blevet flyttet i 1903, fordi havet havde ædt af kysten.
Der har aldrig været en redningsbåd i Ferring; det var umuligt at sætte en båd ud, for før man byggede høfder, var der næsten ingen forstrand under klinten – og slet ikke i stormvejr. Men man havde et raketapparat, så man kunne skyde en raket ud med tovværk og på den måde sende en redningsstol ud til de skibsbrudne. Ved mange redningsaktioner fik man hjælp fra Tuskjær Redningstation i Fjaltring.
Fra 1860 til 1908 blev der reddet 138 søfolk af redningsfolkene på Ferring Redningsstation. De forliste skibe var hjemmehørende i Sverige, Norge, Holland, England, Tyskland, Amerika – og nogen få fra Danmark.

Én af strandingerne ved Ferring var ”kunstig”. Vil du læse historien om "Emma", så se her:

Strandvagt
Når det stormede, blev der sendt strandvagter ud fra redningsstationerne. De havde vagt i fem timer ad gangen og var to mand. Fra Ferring Redningsstation gik den ene nordpå de 2½ km til Høfde 8, hvor der var et vagtskur med telefon. Den anden gik sydpå oppe på skrænten de 3 km til Trans Kirke, hvor der også var et vagtskur. Her ventede de så på strandvagterne fra henholdsvis Lilleøre Redningsstation på Harboøre og Tuskjær Redningsstation i Fjaltring og hørte, om de havde observeret noget. De ringede sammen, når de nåede frem til skuret, og når de gik igen. Når der var rigtig storm, var de fire mand på vagt, to i hver retning. De skulle holde øje med lanterner og nødskud fra skibe, der var kommet for tæt på kysten og alarmere redningsvæsenet så hurtigt som muligt fra telefonen i et af vagtskurene. Vagterne havde store gummistøvler, gummifrakke og sydvest og gerne en knortekæp i hånden. Blæsten piskede sand og skum i ansigtet på én. Man fik en lille timeløn for det, men det var ikke så meget det. Det var snarere en opfattelse af, at de som lever og færdes på kanten må hjælpe hinanden.

Hvis du vil vide mere, kan du besøge Minimuseet på Bovbjerg; det ligger ved P-pladsen i Ferring By.