Café og butik
Café
Caféen i fyrmesterens stue er åben kl. 14 - 17. Lukket mandage. Du kan få kaffe, te, øl og sodavand, og dertil herlige hjemmebagte kager. Caféen drives udelukkende af frivillige medarbejdere. De vil betjene dig med et smil og fortælle lidt om fyret og området hvis du har lyst.
| Der er tildelt fire meget glade smiley'er til caféen. |
Butik
Butikken findes rundt i vindueskarme, på hylder og i skabe, i caféen og andre steder. Overalt kan man finde små souvenirs som evige minder om besøget på Bovbjerg Fyr og man kan købe kunst og kunsthåndværk og lokale specialiteter, perfekte som gaver til familie og venner. Vi har gjort os mange tanker om vores butik, og ønsker, at den skal være en forlængelse af din oplevelse på Fyret, en mulighed for at understrege følelsen af et ægte sted med tilbud om kvalitetsvarer og gode minder, man også kan glæde sig over, når man kommer hjem, snarere end den skal være en butik, der lokker dine børn til køb af tingeltangel, der dårligt kan fastholde deres interesse, til I når hjem igen.
Haven

I fyrmesterens have kan børnene klatre i træer og tove, mens de voksne finder sig en hyggelig krog i læ for vestenvinden og drikker sig en kop nylavet kaffe eller en kold øl. Fyrets have er en rigtig oase, der byder på såvel stilhed som aktiviteter, og her må I blive lige så længe I vil.



